Foråret i haven diktere vand


Chelsea Flower Show er verdens største blomsterudstilling. Et besøg i England byder på et væld af gode ideer og de nye trends til din egen have. Vand i alle afskygninger er et must.

At vinde en guldmedalje på Chelsea Flower Show må være enhver haveudstillers drøm, og som besøgende har du en enestående chance for at se de allernyeste tendenser i havedesign. Tre hits på sidste års show var haverum med skarpe kanter og vand, vandfald og vandbassiner samt
naturlandskaber i miniature. Hvert år i maj, i de fem dage, udstillingen varer, går ca. 157.000 besøgende igennem indgangen. Siden 1913 har showet været afholdt i parken ved Royal Hospital i London-bydelen Chelsea. Det dækker et areal, der omtrent svarer til ni fodboldbaner, det har ca. 50 udstillingshaver fra hele verden og mere end 100 blomsterudstillere.

Se showet med egne øjne
Chelsea Flower Show er åbent fra 22. til 26. maj. Billetter skal være købt og betalt i forvejen, og du kan afhente dem ved indgangen. Billetterne sælges fra januar, de er meget efterspurgte og koster 460 kr. for en hel dag, mens et besøg i tidsrummet 17.00-20.00 koster ca. 200 kr. Du kan bestille din billet på tlf. 00 44 870-906-3781. Er du sand have-entusiast, bør du melde dig ind i Royal Horticultural Society, www.rhs.org.uk ? så kan du få billetter (via hjemmesiden) til de første to dage, hvor udstillingerne er flottest, og der er færrest besøgende.

Rum med kant og vand
1. Det kantede haverum spiller på tydelige kontraster. Her er både rene linjer og brogede bede. Vandet løber over en stålplade og ned i et lavt bassin, der er det centrale element i den rolige, stringente komposition. Bassinet er omrammet af en frodig, romantisk have, som bløder den ellers hårde linje op.
2. Australsk hygge. Denne udendørs stue med rundt vindue fra en australsk udstiller er sænket ned under jordhøjde. Stuen er omgivet af en lille, stram kanal, der er fuld af rindende vand.
3. At bruge glas til at fremhæve og løfte et vandbassin giver et meget moderne udtryk. Designeren af dette skarpt afgrænsede vandhul er inspireret af de store søer i Nordamerika.
4. Niveauerne i denne udstillingshave er sammensat af helt enkle midler, brændte mursten og store fliseflader. Flisernes stramme look og havens øvrige firkantede elementer er blødt op af runde buksbom. De skyder op hist og her på strategisk udvalgte steder i haven.

Vandfald og bassiner
5. Det sorte sand og floraen stammer fra Aucklands vestkyst på New Zealand. Det giver en god baggrund for kaskaden af vand, der falder fra "bjerget" til "havet."
6. Et gardin af vand falder ned i et vandløb omgivet af vandelskende planter.
7. Stram romantik præger dette aflange bassin. Det har en lille pavillon for enden og en vandkunst i form af en statue, mens et yndigt tæppe af åkander udgør et charmerende, gammeldags sceneri. Bemærk de smukke staudebede, der er brugt som indramning.
8. Denne vandkunst er til den lille have. Overdelen er en plantekasse, hvorfra vandet strømmer ud af siden og ned i en beholder. Det cirkulerer ved hjælp af en pumpe.
9. Vandet i kanalen oven for vandfaldet cirkulerer også ved hjælp af en pumpe. Den er overdækket af glas, så vandkunsten kan bruges som et helt anderledes spisebord med synet af rindende vand tæt på.

Det naturlige landskab
10. Et kompliceret system af pumper og vandreservoirer skiftevis fylder og tømmer bassinet. Derfor kan man gå ud til den overdækkede siddeplads til højre i fotografiet, når stien er fri af vand. Når bassinet er fyldt op igen, er man strandet på den lille ø som en anden Robinson Crusoe.
11. Denne skulptur er lavet ved at plante græs på en ramme af tyk ståltråd ? endnu et eksmpel på de mange ideer, du kan få på showet i Chelsea.
12. Er vand altid vand? Her bliver øjet snydt. Glasbænken, der også fungerer som et minidrivhus, hælder tilsyneladende vand ned i en kanal i overfladebelægningen. I virkeligheden er der dog tale om glasgrus, der er anbragt under en glasbelægning, så det virker levende.
13. Tilbage til naturen. Kan man forestille sig noget mere afslappende og romantisk end at sidde i den lille løvhytte og betragte det klare vand i dammen, der afspejler himlen?

Ingen kommentarer: