Arven efter Eames

Rolf Fehlbaum er på udkig efter folk, som kan lave andet end en smuk stol. Lederen af den legendariske møbelfabrik Vitra vil have tingene omkring os til at løse vores problemer, og ambitionen forfølger han ved at hyre de bedste designere i branchen. For det har altid været mødet med menneskers kreativitet, der har givet ham den største tilfredsstillelse – siden han mødte ægteparret Eames i 1960.

Navnet Vitra har fra begyndelsen været knyttet til to andre navne. Charles og Ray. Deres efternavn er Eames, og de to designere levede sammen i Californien, da den 19-årige Rolf Fehlbaum besøgte dem i 1960 og blev overvældet af parrets hjem. Ligesom dengang ligger bygningen i dag midt på en slette, der fører ud mod havet. Husets facade er dækket af firkantede felter, røde, hvide, blå, og får det til at minde om et abstrakt maleri, nogen har tabt i naturen. Eukalyptus-træer står og giver lidt skygge ind til stuerne.

Her boede hr. og fru Eames blandt egne møbler, kunsthåndværk og planter, i en collageagtig indretning, som lignede en illustration af det gode liv.

»Der var klipper, stoffer og dekorationer, og det hele arbejdede fantastisk sammen,« husker Rolf Fehlbaum.

Besøget er et af hans klareste minder om designerne, som tegnede de første stole og reoler, produceret fra den schweiziske fabrik, Vitra. Samarbejdet med parret blev grundlagt af Fehlbaums far Willi i slutningen af 1950erne, efter han havde set en træstol fra Eames’ hånd i et butiksvindue under en rejse i USA.

Rolf Fehlbaum er for længst blevet sin fars efterfølger i chefsædet hos Vitra. Virksomheden har fået rettighederne til at være den eneste møbelfabrik, der leverer design af de to amerikanere til forbrugere i Europa og Mellemøsten. Samtidig fortsætter arven fra Eames som filosofien bag fabrikken: »Charles Eames ønskede at være en god vært for kunden. Vi forsøger at have den ånd hos Vitra. Kunden er en gæst, vi påskønner, og han har behov, vi prøver at forudsige. Hvad giver ham fornøjelse, og hvordan kan vi gøre hans hverdag mere værdifuld gennem møbler?« spørger Rolf Fehlbaum.

Udsøgt æstetik er ikke svaret.

Ifølge direktøren lyder den vigtigste lektie fra Eames, at design drejer sig om problemløsning i stedet for »pæne former«. Designerne begyndte f.eks. at bruge glasfiber, fordi det var velegnet til stolesæder. At materialet havde en flot overflade var en sidegevinst. Når Fehlbaum finder nye designere til Vitra, skal de arbejde på samme måde. Hvad enten de hedder Philippe Starck, Frank Gehry eller Zaha Hadid.

»Jeg leder efter designere, der er i stand til at tænke. Ikke bare dygtige formgivere,« siger han.


Mødet med Rolf Fehlbaum finder sted i passende omgivelser, i et hjørne af møbelkæden Paustians københavnske filial, hvor Vitra-produkterne nærmest falder over hinanden. Han er i Danmark, da forretningen viser Vitras vandreudstilling om makkerskabet med Eames. De fleste blandt personalestaben holder opmærksomheden på ham, idet han går forbi udstillingsmontrerne. Fehlbaum er en vigtig mand. Paustian sælger møbler fra hans fabrik for op mod 45 mio. kr. om året. Sidste år var den mest solgte vare Eames’ skalstol med stel af stål, 25.000 stk. blev langet over disken. I 2002 afsatte Paustian under 1.000 eksemplarer til købere herhjemme; efterspørgslen er steget markant den seneste tid.

Men vandreudstillingen er ikke et marketingstunt, der skal fastholde succesen. Gennemgangen af samarbejdet med Eames er konstrueret, fordi Rolf Fehlbaum gerne vil udbrede kendskabet til designprocessen.

Ønsket affødte i 1989 åbningen af Vitras eget designmuseum i den sydtyske by Weil am Rhein, tæt ved flere af virksomhedens fabrikker. Grundlaget for museet er en møbelsamling, Fehlbaum har opbygget over en række år.

»Først var det tænkt som en permanent samling af moderne møbler, men så foreslog museumsdirektøren Alexander von Vegesack, at vi skulle gøre det til en slags uddannelsesinstitution. Ved at arrangere udstillinger og workshops, der rejser verden rundt for at gøre børn og unge mere fortrolige med design,« siger han.

For ham handler projektet Vitra lige nu om flere aspekter end at sælge møbler, så lønninger og regninger kan blive betalt: »Idéen er, at vores virksomhed skal være mere end en virksomhed.«

På et tidspunkt får han øje på de lænestole, som står ved pejsen i møbelhuset Paustian. Han beundrer dem og kommenterer det særlige net-tekstil, de står beklædt med.

Ikke overraskende kommer stolene fra Vitras fabrikker og er resultatet af, at Rolf Fehlbaum for snart ti år siden inviterede et par franske brødre til at udfolde sig i sit firma. Herrerne Erwan og Ronan Bouroullec har udformet møbler til hjemmet såvel som til kontoret for Vitra – de knytter poesi eller humor til det funktionelle og er blevet kaldt Frankrigs mest lovende designere siden Philippe Starck. Det er den type folk, der får Fehlbaum til at elske sit arbejde.

»Den største tilfredsstillelse for mig har altid været at arbejde med kreative mennesker. De fineste øjeblikke opstår, når Bouroullec-brødrene, Jasper Morrison eller Antonio Citterio kommer forbi,« siger han og nævner sine aktuelle partnere, han møder i værkstedet og prøver at hjælpe under designprocessen:

»Jeg undgår helst rollen som firmaets boss, der fortæller, hvordan tingene skal foregå, og er gerne en slags mægler mellem forskellige interesser. Nogle gange tænker jeg som designeren, andre gange er jeg teknikeren. Designforløbet kan ofte være frustrerende og langvarigt, inden stolen står færdig på gulvet. Derfor er det vigtigt, at den skabende part og producenten deler et venskab og en tolerance.«

Han vil sikre optimale betingelser for designerne og giver dem materialerne, de behøver, eller en omgang mental førstehjælp, hvis de har brug for den. Deres trivsel er et ansvar, han tager alvorligt:

»Vitra eksisterer i kraft af, at vi har en god forståelse af den kreative proces. Vi bruger ikke designere, vi respekterer dem.«

Fehlbaum har især kunnet tilbyde møbelkreatørerne muligheder via den såkaldte Vitra Edition-linje. Siden 1987 har virksomheden haft dette laboratorium, hvor eksperimenterne får plads, og designerne ikke er underlagt begrænsninger. Det har senest fået Frank Gehry til at lave en lysende skulptur, mens Jasper Morrison har formet et møblement af brun korkprop. Det ligger et stykke fra Zaha Hadids eksperiment: science fiction-bordet til over 700.000 kr.

Målet er, at den frie leg vil udvikle nye teknikker og værktøjer, der kan udnyttes i arbejdet med de mere hverdagsagtige produkter hos Vitra. Således er Fehlbaums hovedambition at fabrikere møbler, som er tilgængelige for en bredere gruppe af mennesker. F.eks. sælger han små stole til 400 kr., men samtidig er han glad for, at Vitra Edition kan rumme et så ekstravagant objekt som Hadids bord.

»Det fine ved projektet er, at det lader designere realisere deres fantasier,« siger han.

Fehlbaum har imidlertid også givet flere formgivere chancen for at skabe opsigtsvækkende bygninger, hvilket kun forstærker billedet af Vitra som drømmefabrik. Virksomhedens grund i Weil am Rhein i Tyskland er nærmest blevet en forlystelsespark for arkitektstuderende. Frank Gehrys dekonstruerede version af et designmuseum var hans første hus i Europa, og Fehlbaum fik i 1993 omsat Zaha Hadids tegninger til en brandstation, før hun havde fået opført andre bygninger. Samme år stod pavillonen af japanske Tadao Ando færdig på området, og siden er de tre arkitekter blevet belønnet med arkitekturverdenens højeste anerkendelse i form af Pritzker-prisen.

Inden Vitras førstemand begyndte at støtte talenterne, var han i tvivl om branchen overhovedet passede til ham. Tanken om at videreføre sin fars firma og livsværk vakte en usikkerhed i ham.

»Jeg følte, at jeg ikke nødvendigvis havde fortjent muligheden og overvejede, hvorvidt jeg ville være god nok. Enhver normal person vil tænke: »Hvorfor mig?« Over tid har jeg dog haft evnen til at demonstrere, at jeg kan lede virksomheden.«

Som ganske ung gik han ind i Vitra kort efter sit besøg hos designerne Charles og Ray Eames i USA. Rolf Fehlbaum oplevede dog snart sammenstød med faderen og skænderierne fik ham til at tage en mangeårig pause fra familieforetagendet, indtil han var fyldt 36. I mellemtiden havde han forsøgt sig i filmindustrien og også snuset til arkitektfaget gennem en periode.

Men i 1976 overtog Fehlbaum ledelsen i Vitra, og motivationen har fra det punkt været at vise sig værdig til den position, han fik »uden at skulle betale noget.«

For tiden bruger han især kræfterne på at finde møbelløsninger, der følger måden, karrieremennesker lever på. Idet grænserne mellem arbejdspladsen og fritiden udviskes, og folk også arbejder i deres private rum, har Vitra fået en udfordring:

»Vi er meget interesseret i at producere møbler, som både kan passe ind i et kontor og et hjem. For i dag ser mange arbejdet som en fornøjelse. Det er deres passion – ikke kun en pligt fra 9 - 17. Den slags mennesker forsøger vi at lave ting til.«

Han mener, at vi er i færd med at udvikle en anderledes balance mellem fritid og job og taler om »et nyt miks«, hvor vi kan arbejde effektivt derhjemme og samtidig finde en hjemlig atmosfære på kontoret.

»Det skal være muligt for dig at få en lur eller en fredfyldt stund i arbejdstiden,« siger han.

Miljøer med vidt forskellige aktiviteter kræver en øget grad af fleksibilitet i møblerne, og ifølge ham opnåede to designere tidligt at forudsige denne trend. Charles og Ray Eames’ stole af plastic og aluminium passede til de fleste sammenhænge. Derfor virker det naturligt, at et bestemt spørgsmål ofte rumsterer i Fehlbaums hoved:

»Hvad ville Charles sige?«

I fremtiden håber han, Vitra kan fortsætte som en familieejet virksomhed. Både han og broren Raymond Fehlbaum, der også sidder i fabrikkens ledelse, har børn og dermed mulige efterfølgere. Han ser enorme fordele i at holde folk udefra på afstand.

»Vi kan eksperimentere, lave fejl og bygge et designprojekt op over lang tid, fordi vi ikke har aktionærer, som kræver, at alle vores handlinger kan ses på bundlinjen. Selvfølgelig er der en fare for, at vi kommer til at mangle selvkritik, hvis Vitra bliver i familien. Men jeg er meget selvkritisk i min natur og arbejder desuden blandt folk, der har deres egne holdninger.«

Designerne udfordrer ham. Og når han vælger nye samarbejdspartnere, går han efter selvstændigheden i dem. Den skal være til stede fra starten.

»Nogle designere besidder en musikalitet, når man møder dem første gang. I det øjeblik virker de forskellige fra hundrede andre.«

Selv har han aldrig drømt om at kunne tegne en hvilestol og få den betrukket med lyst kernelæder.

»Det ville være en katastrofe. Jeg har et øje for design, men jeg har ikke hænderne.«