
Ny bog kombinerer lækker indretning med hardcore råd om, hvordan du vedligeholder sommerhuset.
Kan man diskutere, hvad der er god smag? X-faktordommer Thomas Blachmann mener ja, og det samme må være tilfældet med forfatterne bag en ny bog, »Sommerhuset - indretning, reparation og vedligeholdelse«.
Her har stylist og indretningarkitekt, Katrine Martensen-Larsen, og arkitekt og ekspert i bygningsrestaurering, Søren Vadstrup, slået to fluer med ét smæk ved at skrive en bog, som både kan hamle op med de bedste såkaldte coffeetable-bøger, hvad angår delikate og inspirerende fotos, og handler om, hvad du gør, når træbeklædningen smuldrer, taget er utæt, og det trækker ind ad vinduerne.
Læseren tages med på en rundtur til 14 danske sommerhuse eller fritidshuse og et enkelt i Sverige. Husene er vidt forskellige hvad angår materialer, byggestil og alder. Her er således både et kig ind i den store, gamle sommervilla på stranden i det mondæne Nordsjælland, det lille træhus »Perlen« fra 50erne, hvor gæstehuset er en gammel togvogn, det spektakulære »modernistiske« hus i Kandestederne ved Skagen og det fredede Fanøhus i Sønderho.
Trods forskellig bygge- og indretningsstil er husejerne dog fælles om at besidde en til overflod grænsende æstetisk sans og flair for indretning. Alle sommerboligerne er misundelsesværdigt ryddelige og en kende stylede at se på.
De ældre huse er desuden i vidt omfang sat i stand efter de forskrifter, som Søren Vadstrup, der i mange år har været tilknyttet Center for Bygningsbevaring, det tidligere Raadvad Center, anbefaler.
Men der er begået fejl, hvis man skal følge restaureringsarkitektens ABC helt slavisk, og husejerne slipper ikke for kritiske bemærkninger. Flere har f.eks. skiftet de gamle vinduer ud med nye eller malet huset med plasticmaling i stedet for f.eks. linoliemaling eller trætjære.
Bogen er delt op i 15 kapitler, der hver tager udgangspunkt i et enkelt hus. Efter Katrine Martensen-Larsen har vist os rundt i huset og fortalt om dets historie og ejernes intentioner, tager Søren Vadstrup fat og giver en grundig indføring i byggestilen og de faglige termer og supplerer med gode og specifikke råd til ejere af boliger af samme type.
Forfatterne gør opmærksom på, at man ved at kende sit hus til bunds også vil gøre det lettere for sig selv at få styr på vedligeholdelsen. Man undgår jo f.eks. at gøre arbejdet to gange. Alligevel kan bogens grundighed godt gøre selv den mest ihærdige gør-det-selv-sommerhusejer en kende forpustet. Måske er det også derfor, at forfatterne allerede i forordet forsøger at berolige med følgende citat:
»Undervejs vil læserne sikkert tænke: »Hvordan kan de mennesker dog holde sådan en orden?« og flere får sandsynligvis en smule åndenød ved læsningen af de mange anbefalinger, vi giver til istandsættelse af de forskellige hustyper. Åndenød blot ved tanken om alt det, man måske selv har gjort forkert, alt det, man ikke har nået, og alt det, man måske slet ikke vidste, var nødvendigt. For er et sommerhus ikke beregnet til at holde ferie i? Til afslapning og ren nydelse? Jo, det skal vi bestemt også huske at sætte pris på.«
Ingen kommentarer:
Send en kommentar